fredag den 12. august 2011

Sneglebrød med rosmarin

Jeg kan lige så godt indrømme det - jeg er vil med kombinationen af tipo 00 mel, rosmarin og olivenolie! Derfor har jeg da også prøvet langt over 15 forskellige opskrifter på foccacia (og jeg er endnu i tvivl om, hvorvidt jeg har fundet den perfekte). 
Sneglebrødet her indeholder alle tre dele med er meget anderledes end foccaciaen da dejen er langt mere fast (og så skal det hæve i kortere tid). Derfor er dette da også en opskrift jeg tyr til når det skal gå lidt stærkt men samtidig gerne må indeholde min yndlingskombination.
Det eneste man kan gøre galt i denne opskrift er hvis man ikke ælter dejen nok - det kan virkeligt ikke siges for mange gange - man kan kun fremtrylle godt brød hvis dejen er æltet nok! Jeg gør tit det at jeg ælter dejen med min håndmixer i 5 minutter, lader dejen hvile mens jeg tager opvasken og så få den lige 6-8 minutter mere med håndmixeren. (Min håndmixer kan ikke klare mere, så bliver den overophedet, og det er ikke noget kønt syn!).
 
Sneglebrød med rosmarin

Dejen
25 g gær
2,5 dl lunkent vand
0,5 dl olivenolie
1 æg
15 g salt
1 tsk sukker
ca. 475 g italiensk tipo 00 mel eller pizzamel

Pensling
1 spsk olivenolie
2 stilke frisk rosmarin (tørret kan også bruges - evt. basilikum)
lidt groft salt / salt i flager

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt olie, æg, salt og sukker og bland det godt. Kom melet i ad et par gange og ælt dejen blank og smidig (og jo, det tager altså 10 minutter hvis du vil have en ordentlig dej!).
Lad dejen hæve tildækket i skålen til dobbelt størrelse - ca 1,5 time.
Læg dejen på et meldrysset bord og rul den forsigtigt ud med en kagerulle til den er 35 * 40 cm. Pensel dejen med olivenolie og drys rosmarinen udover.
Rul dejen sammen til en roulade, men ikke for hårdt, dejen skal ikke være alt for kompakt.
skær rullen i snegle (ca. 12-15 styks) og stil dem i rundkreds på en bageplade med bagepapir med lidt afstand imellem.
Brødet efterhæver ca ½ time under et klæde.
Forvamen ovnen til maks g drys brødet med salt umiddelbart inden det kommes i ovnen. Skru herefter ovnen ned til 225 grader. Bages ca 15-20 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar